Narrativ fortælling - Maria-Louise

Det narrative: At anvende det fortællende i pæd. sammenhæng.
Personlig pæd. Fortælling
Jeg skiftede i skole i 6. klasse. I den alder var jeg åbenbart lidt skrøbelig. Jeg flyttede til en storby fra en mindre provinsby. Hierarkiet i klassen var meget sat op. Det var svært at komme ind som den nye. Der var mobning og man skulle virkelig råbe op, for at blive hørt. Pigerne var opdelt. Klassens dronning var meget dygtig til alt og hun gik kun i det nyeste og smarteste tøj. Hun var en lille voksen. Hendes veninde føjede hende og gav hende ret i alt. Hun, klassens dronning, blev passet på af drengene, der gav hende ret og en af dem spurgte hende altid: ” Hvad synes du?” Jeg følte mig udenfor hierarkiet, indtil den dag, hvor klassens dronning skulle flytte skole. Hierarkiet blev opløst idet 2 andre drenge også flyttede skole lige efter, den ene var den dreng, der altid havde passet på klassens dronning. Jeg blev veninder med en pige fra klassen, hun var bare sød og gav plads til at være veninder. En dag spurgte vores klasselærer os om vi ville komme hen på kontoret, når vi havde fri. Hun spurgte som på en rar og god måde, der var intet ubehageligt i det. Vi var rolige med situationen. Vi kom til kontoret, hvor vores lærer allerede ventede os. Hun spurgte om vi 2 stærke piger ikke kunne samle lidt på klassen, på den måde at de, der ingen havde at tale med, skulle vi begynde at tale med. Det blev starten på en nærmest helt ny klasse, med meget større forståelse for hinanden. Da vi blev konfirmeret i 7. klasse var alle med alle. Vi havde fået et sammenhold i klassen. Dels var vi blevet mere modne, som tiden var gået. Det var dejligt igen at komme i skole, når hierarkiet var opløst. Vores klasselærer brugte også tid i timerne på at vi enkeltvis skulle sidde på stolen bag kateteret. Her skulle vi andre komme med positive ting og den person, der sad i stolen. Til at starte med brugte vi en del tid på det, men efter noget tid og øvelse, brugte vi mindre tid på det. Vi fortsatte dog med det indtil 9. klasse. Jeg har altid elsket at komme i skole, indtil jeg startede i den 6. klasse. Der var heldigvis en god ende på det. Jeg kunne ikke finde mig selv i et hierarki. Jeg ville være min egen. Hellere gå mine egne veje, end at tabe til hierarki. Mine forældre har altid sagt, uanset hvad du gør og vælger her i livet, vil vi altid være der for dig. Vi elsker dig for den du er. Det har givet mig troen på mig selv og trygheden til at stå ved den jeg er, også selv om jeg måtte gå mine egne veje.