Tirsdag var jeg så heldig at komme med i undervisningen på en hel anden måde end tidligere. Jeg blev ringet op fra kontoret om jeg ville undervise 2. B i musik, da deres musiklærer var fraværende. Det ville jeg godt, men med 5 min forberedelse blev det ikke helt som jeg ville have gjort det ellers. Jeg udfordrede børnene med en gang stomp, hvor de skulle forsøge at holde rytmen, mens 2 fra klassen skulle holde deres rytme med koste der skulle stemples i gulvet. Det blev også til stopdans og stoleleg, da jeg hurtigt kunne se at interessen var faldende efter mit stomp forsøg med børnene. Tirsdag aften var der indskolingsmøde, som jeg også var deltagende i. Det omhandlede skolens nye model, hvor undervisningstiden bliver modulopbygget, heri vil pædagogerne være mere deltagende.
Onsdag var jeg med til at finde ud af, hvilke børn der rent faktisk havde lyst til at skal med til tennis i næste uge. Jeg blev bedt om fra lederen at give børnene en kollektiv besked og påmindelse om at der er regler om at hvert enkelt barn skal flytte deres magnetbrik med navn på, hen på det område, hvor de rent faktisk er. Ligeledes blev jeg bedt om at minde børnene om at bede om lov til at gå på boldbanen.
Torsdag og fredag var jeg på indkald på skolen.
torsdag den 28. april 2011
torsdag den 10. marts 2011
Er du ked af det Frede?
Blæsten ruskede i træerne udenfor på legepladsen, og regnen virkede til aldrig at ville tage en ende. Børnene nød at bruge tid og energi på legepladsen, uanset hvad vejret måtte byde. Frisk luft giver frisk energi, plejede pædagogerne at sige, og det havde de selvfølgelig ret i. Alligevel havde de valgt at bruge denne regnfulde dag nede i kælderen, for netop denne dag var ideel til forberedelse af fastelavn. Sofia, Emilie og Emma havde placeret sig ved et bord, hvor de glædeligt klippede og klistrede til deres fastelavnsris, imens Oliver, Markus og Tobias sørgede for en ellers så kedelig tønde blev farverig og flot at se på. Der var i den grad dømt hygge i "Børnehaven Margueritten". I et hjørne sad en dreng for sig selv. Hans navn var Frede. Frede var en dreng på 5 år med lyst, krøllet hår og fregner. Han elskede at lege. Om det var at spille fodbold med drengene, eller lege med dukker med pigerne, Frede elskede bare at lege. Sådan plejede det at være, men noget havde ændret sig.
Frede havde engang en mor og en far. Det har han sådan set stadigvæk, men da det før havde været mor, far og Frede, var det nu i stedet mor og Frede, far og Frede. Fredes far var flyttet for et lille år siden, og Frede så derfor ikke sin far så tit. Det havde været en hård tid for Fredes mor, hvilket pædagogerne i børnehaven også vidste, og der var derfor også fokus på de nye ændringer i Fredes tilværelse.
Den eftermiddag i kælderen, bemærkede den midaldrende pædagog Lene at Frede atter havde forholdt sig passiv i forhold til de andre børn, og hun undrede sig over hvorfor. Hun havde prøvet at opfordre ham til at deltage sammen med de andre børn eller i stedet hjælpe hende med at lave et fastelavnsris, men Frede havde meldt ud at han ikke havde lyst.
I en pause snakker Lene med pædagogen Berit, om dagens oplevelse med Frede i kælderen.
Lene: ”Jeg havde en frustrerende oplevelse med Frede i dag”
Berit: ”Nå da, hvad så?”
Lene: ”Frede var så stille. Han havde ikke lyst til at lege med de andre, som han plejer, og da jeg spurgte om han så i stedet havde lyst til at hjælpe mig, var han meget afvisende.”
Berit: ”Jeg har faktisk også bemærket at Frede virker anderledes. I går ude på legepladsen stod Frede ved hegnet og kiggede ud på vejen. Jeg spurgte ham, hvad han kiggede efter, men han var ret fjern. En åbenlyst beruset mand kommer gående, snubler og pludselig udbryder Frede: ”Han er nok ked af det”. Jeg spurgte ham hvorfor han dog troede det, men Frede trak på skuldrene og gik hen og gyngede for sig selv.”
Lene: ”Jeg foreslår at vi tager det op på personalemødet i næste uge.”
Den efterfølgende uge var der møde: ”… så er det aftalt. Vi tager i skoven næste uge. Næste punkt på dagsordnen. Lene, vil du fortælle?”
Lene: ”Jeg oplever at Frede isolerer sig og at han ikke leger med de samme børn længere.”
Lene og Berit fortæller om de to hændelser. Praktikanten Morten bryder ind.
Morten: ”Nu hvor I siger det, så havde jeg faktisk også en besynderlig oplevelse med Frede her forleden. Frede og Emma legede far, mor og børn, da Frede pludselig rejste sig og konkluderede at Emma bestemte for meget, og han derfor ikke gad lege med hende mere. Jeg tænkte at det måske bare var en lille kure på tråden, men nu hvor jeg tænker nærmere over det, så mindes jeg ikke at have set de to lege sammen siden.”
Personalet bliver enige om at skabe overblik over situationen ved hjælp af et sociogram. Det bliver hurtigt tydeligt, at Fredes tidligere nære relationer nu næsten er ikke-eksisterende. Faktisk er den eneste Frede viser lyst til at lege med Markus, men det er ikke gensidigt.
Lene: ”Jeg synes, vi var meget opmærksomme på Frede og hans behov i perioden efter hans forældres skilsmisse, men nu er det jo snart et år siden. Jeg føler mig simpelthen magtesløs, når jeg ser hvordan den ellers så livsglade dreng pludselig er så passiv.”
Berit: ”Eller også må det være en reaktion på noget dybereliggende.”
Mulighederne vendes og drejes. For at få Frede tilbage i fællesskabet, planlægger pædagogerne en aktivitet med tre af drengene. Det bliver Oliver og Tobias, som har en tæt relation til hinanden, og selvfølgelig Frede.
Derudover beslutter man at invitere Fredes forældre til et møde, hvor de vil snakke om Fredes ændrede adfærd. Allerede den følgende morgen får Fredes forældre invitationen. Fredes far bliver informeret pr. e-mail, men han melder hurtigt afbud, da han desværre er på forretningsrejse.
Fredag eftermiddag i børnehaven, er det Lene der har lukkevagten. Da Frede stadig ikke er blevet hentet et kvarter efter Margueritten lukker, vælger Lene at ringe til Fredes mor. Da Karen, Fredes mor, tager telefonen kan Lene høre at hun ikke lyder som hun plejer.
Lene: ”Hej Karen, jeg vil bare lige høre om du er på vej?”
Karen: ”Ja ja, selvfølgelig. Jeg kommer nu. Jeg må være faldet i søvn. Det må du sørme undskylde”
Lene: ”Ja, det er i orden. Vi ses.”
I løbet af ingen tid kommer Karen ind af døren. Lene bemærker Karens undvigende blik. Frede sidder inde på stuen og laver puslespil, men trods det at hans mor er kommet efter ham, bliver han siddende.
Lene: ”Du virker som om du ikke er dig selv Karen. Er der noget galt?”
Karen: ”Nej nej, jeg er bare meget presset på arbejdet for tiden.”
Lene: ”Med så meget arbejde, har du da ikke mulighed for at få nogle fridage?”
Karen: ”Vi er underbemandet for tiden, så det kan der ikke være tale om” siger hun imens hun pakker Fredes sager sammen. Hun tager Frede i hånden og bevæger sig mod døren. ”Kom Frede, vi skal hjem.”
Frede løber hurtigt ud til sin cykel for at vente. Lene lægger hånden på Karens arm og siger: ”Du må endelig sige til, hvis jeg kan gøre noget for dig.” Samtidig bemærker Lene, at Karens ånde lugter en anelse af sprit. ”Sig mig, har du drukket?” spørger Lene. Karen benægter. ”Jeg kan da lugte det!” udbryder Lene. ”Jeg har måske fået et enkelt glas vin til frokost, men det er vel ikke unormalt?” siger Karen og forsøger at frembringe et smil. ”For resten ang. det møde på tirsdag, så har jeg ikke mulighed for at komme, nå farvel!” siger Karen og er hurtig ude af døren igen. Lene står tilbage med en tom fornemmelse, og tænker meget på hvordan deres weekend mon bliver.
Søndag eftermiddag er Lene ude og handle, og render tilfældigvis ind i Karen. De hilser, Lene går videre, men når at observere at Karen har vin i kurven. Lene vender sig om, og stiller sig diskret ved siden af Karen. ”Har du forresten fundet ud af hvornår du har tid til det møde? Det er trods alt Frede vi snakker om” spørger hun lavmælt. Karen vælger at overhøre Lenes spørgsmål. Lene: ”Hvorfor er du så afvisende Karen?” Lene fanger Karens øjne i et splitsekund, før Karen slår blikket ned. ”Karen jeg ved, at du ikke har det godt. Jeg kan både se og mærke det på dig. Min mor drak når hun følte tilværelsen var for hård. Hun skjulte det for sine omgivelser, men mig kunne hun ikke narre. Og det kan du heller ikke Karen. Jeg kender alle tegnene og jeg kan se de samme forandringer i Frede, som jeg selv gennemgik, da min mor begyndte at drikke i det skjulte.” Karen blev helt bleg. ”Jeg har ikke et problem. Jeg drikker et glas vin i ny og næ. Det er ikke noget der går ud over Frede. Jeg tror som slet ikke at det er noget han bemærker.” Karen gør tegn til at gå, men Lene lader hende ikke slippe: ”Karen du bliver nød til at erkende at du har et problem, som går ud over Frede. Før du gør det kan tingene ikke blive bedre. Frede er blevet en helt anden dreng, han virker så indelukket. Jeg kan næsten ikke kende ham mere. Vær nu fornuftig og komme til det planlagte møde, så vi kan hjælpe både Frede og dig. Jeg vil gerne hjælpe dig.” Karen vender sig om og går. Lene: ”Karen? Vær nu lidt fornuftig.” Intet svar.
De næste par dage er det Fredes mormor der både afleverer og henter Frede i børnehaven.
Det bliver tirsdag eftermiddag, dagen for det planlagte møde. Berit og Lene havde forberedt sig på mødet, og håbede at de kunne få Fredes mor følelsesmæssigt involveret. De forventede dog ikke at hun ville møde op. Mod al forventning stod Karen pludselig i børnehaven på det aftalte tidspunkt. ”Godt, du kunne komme” siger Lene og rejser sig for at give Karen et kram. Til mødet er Karen tydeligvis berørt af hende og Lenes samtale forleden. Hun forklarer hvordan skilsmissen har taget hårdt på hende, og hvordan situationen ikke blev nemmere af at gå fra kernefamilie til alenemor. Hun forklarer videre, hvordan hun ubevidst var begyndt at drikke for at slippe lidt væk fra hverdagen. Hun var egentlig godt klar over at Frede led under det, men hun magtede ikke at opfylde Fredes behov for samvær. Hun gennemgik selv som barn at hendes forældre blev skilt, og var derfor også klar over at det var en stor mundfuld for et barn. Berit: ”Hvor må det også være svært for Frede at se sin mor så ked af det.” Karen: ”Jeg skammer mig simpelthen. Jeg burde have bedt om hjælp meget før.” Lene: ”Det er rigtig godt at du er kommet så langt, ikke kun for din egen, men også for Fredes skyld.”
Det bliver en ærlig dialog, og der er enighed om at der skal startes et mere intensivt "Trin for Trin" forløb med Frede. Forløbet skal være medvirkede til, at Frede kan få en forståelse af egne følelser, men også andres. Til dette vil man bl.a. benytte sig af rollespil med hånddukker og gøre brug af plancher af personer med forskellige ansigtsudtryk. Det besluttes at lave en mindre gruppe bestående af Frede, og to af hans tidligere gode venner - Markus og Emma. Trin for trin kræver tid og bearbejdning, og det vil derfor blive en længere varende proces.
Frede og Karen er stadig under udvikling, og Trin for Trin har haft en afgørende betydning for den positive udvikling.
Frede havde engang en mor og en far. Det har han sådan set stadigvæk, men da det før havde været mor, far og Frede, var det nu i stedet mor og Frede, far og Frede. Fredes far var flyttet for et lille år siden, og Frede så derfor ikke sin far så tit. Det havde været en hård tid for Fredes mor, hvilket pædagogerne i børnehaven også vidste, og der var derfor også fokus på de nye ændringer i Fredes tilværelse.
Den eftermiddag i kælderen, bemærkede den midaldrende pædagog Lene at Frede atter havde forholdt sig passiv i forhold til de andre børn, og hun undrede sig over hvorfor. Hun havde prøvet at opfordre ham til at deltage sammen med de andre børn eller i stedet hjælpe hende med at lave et fastelavnsris, men Frede havde meldt ud at han ikke havde lyst.
I en pause snakker Lene med pædagogen Berit, om dagens oplevelse med Frede i kælderen.
Lene: ”Jeg havde en frustrerende oplevelse med Frede i dag”
Berit: ”Nå da, hvad så?”
Lene: ”Frede var så stille. Han havde ikke lyst til at lege med de andre, som han plejer, og da jeg spurgte om han så i stedet havde lyst til at hjælpe mig, var han meget afvisende.”
Berit: ”Jeg har faktisk også bemærket at Frede virker anderledes. I går ude på legepladsen stod Frede ved hegnet og kiggede ud på vejen. Jeg spurgte ham, hvad han kiggede efter, men han var ret fjern. En åbenlyst beruset mand kommer gående, snubler og pludselig udbryder Frede: ”Han er nok ked af det”. Jeg spurgte ham hvorfor han dog troede det, men Frede trak på skuldrene og gik hen og gyngede for sig selv.”
Lene: ”Jeg foreslår at vi tager det op på personalemødet i næste uge.”
Den efterfølgende uge var der møde: ”… så er det aftalt. Vi tager i skoven næste uge. Næste punkt på dagsordnen. Lene, vil du fortælle?”
Lene: ”Jeg oplever at Frede isolerer sig og at han ikke leger med de samme børn længere.”
Lene og Berit fortæller om de to hændelser. Praktikanten Morten bryder ind.
Morten: ”Nu hvor I siger det, så havde jeg faktisk også en besynderlig oplevelse med Frede her forleden. Frede og Emma legede far, mor og børn, da Frede pludselig rejste sig og konkluderede at Emma bestemte for meget, og han derfor ikke gad lege med hende mere. Jeg tænkte at det måske bare var en lille kure på tråden, men nu hvor jeg tænker nærmere over det, så mindes jeg ikke at have set de to lege sammen siden.”
Personalet bliver enige om at skabe overblik over situationen ved hjælp af et sociogram. Det bliver hurtigt tydeligt, at Fredes tidligere nære relationer nu næsten er ikke-eksisterende. Faktisk er den eneste Frede viser lyst til at lege med Markus, men det er ikke gensidigt.
Lene: ”Jeg synes, vi var meget opmærksomme på Frede og hans behov i perioden efter hans forældres skilsmisse, men nu er det jo snart et år siden. Jeg føler mig simpelthen magtesløs, når jeg ser hvordan den ellers så livsglade dreng pludselig er så passiv.”
Berit: ”Eller også må det være en reaktion på noget dybereliggende.”
Mulighederne vendes og drejes. For at få Frede tilbage i fællesskabet, planlægger pædagogerne en aktivitet med tre af drengene. Det bliver Oliver og Tobias, som har en tæt relation til hinanden, og selvfølgelig Frede.
Derudover beslutter man at invitere Fredes forældre til et møde, hvor de vil snakke om Fredes ændrede adfærd. Allerede den følgende morgen får Fredes forældre invitationen. Fredes far bliver informeret pr. e-mail, men han melder hurtigt afbud, da han desværre er på forretningsrejse.
Fredag eftermiddag i børnehaven, er det Lene der har lukkevagten. Da Frede stadig ikke er blevet hentet et kvarter efter Margueritten lukker, vælger Lene at ringe til Fredes mor. Da Karen, Fredes mor, tager telefonen kan Lene høre at hun ikke lyder som hun plejer.
Lene: ”Hej Karen, jeg vil bare lige høre om du er på vej?”
Karen: ”Ja ja, selvfølgelig. Jeg kommer nu. Jeg må være faldet i søvn. Det må du sørme undskylde”
Lene: ”Ja, det er i orden. Vi ses.”
I løbet af ingen tid kommer Karen ind af døren. Lene bemærker Karens undvigende blik. Frede sidder inde på stuen og laver puslespil, men trods det at hans mor er kommet efter ham, bliver han siddende.
Lene: ”Du virker som om du ikke er dig selv Karen. Er der noget galt?”
Karen: ”Nej nej, jeg er bare meget presset på arbejdet for tiden.”
Lene: ”Med så meget arbejde, har du da ikke mulighed for at få nogle fridage?”
Karen: ”Vi er underbemandet for tiden, så det kan der ikke være tale om” siger hun imens hun pakker Fredes sager sammen. Hun tager Frede i hånden og bevæger sig mod døren. ”Kom Frede, vi skal hjem.”
Frede løber hurtigt ud til sin cykel for at vente. Lene lægger hånden på Karens arm og siger: ”Du må endelig sige til, hvis jeg kan gøre noget for dig.” Samtidig bemærker Lene, at Karens ånde lugter en anelse af sprit. ”Sig mig, har du drukket?” spørger Lene. Karen benægter. ”Jeg kan da lugte det!” udbryder Lene. ”Jeg har måske fået et enkelt glas vin til frokost, men det er vel ikke unormalt?” siger Karen og forsøger at frembringe et smil. ”For resten ang. det møde på tirsdag, så har jeg ikke mulighed for at komme, nå farvel!” siger Karen og er hurtig ude af døren igen. Lene står tilbage med en tom fornemmelse, og tænker meget på hvordan deres weekend mon bliver.
Søndag eftermiddag er Lene ude og handle, og render tilfældigvis ind i Karen. De hilser, Lene går videre, men når at observere at Karen har vin i kurven. Lene vender sig om, og stiller sig diskret ved siden af Karen. ”Har du forresten fundet ud af hvornår du har tid til det møde? Det er trods alt Frede vi snakker om” spørger hun lavmælt. Karen vælger at overhøre Lenes spørgsmål. Lene: ”Hvorfor er du så afvisende Karen?” Lene fanger Karens øjne i et splitsekund, før Karen slår blikket ned. ”Karen jeg ved, at du ikke har det godt. Jeg kan både se og mærke det på dig. Min mor drak når hun følte tilværelsen var for hård. Hun skjulte det for sine omgivelser, men mig kunne hun ikke narre. Og det kan du heller ikke Karen. Jeg kender alle tegnene og jeg kan se de samme forandringer i Frede, som jeg selv gennemgik, da min mor begyndte at drikke i det skjulte.” Karen blev helt bleg. ”Jeg har ikke et problem. Jeg drikker et glas vin i ny og næ. Det er ikke noget der går ud over Frede. Jeg tror som slet ikke at det er noget han bemærker.” Karen gør tegn til at gå, men Lene lader hende ikke slippe: ”Karen du bliver nød til at erkende at du har et problem, som går ud over Frede. Før du gør det kan tingene ikke blive bedre. Frede er blevet en helt anden dreng, han virker så indelukket. Jeg kan næsten ikke kende ham mere. Vær nu fornuftig og komme til det planlagte møde, så vi kan hjælpe både Frede og dig. Jeg vil gerne hjælpe dig.” Karen vender sig om og går. Lene: ”Karen? Vær nu lidt fornuftig.” Intet svar.
De næste par dage er det Fredes mormor der både afleverer og henter Frede i børnehaven.
Det bliver tirsdag eftermiddag, dagen for det planlagte møde. Berit og Lene havde forberedt sig på mødet, og håbede at de kunne få Fredes mor følelsesmæssigt involveret. De forventede dog ikke at hun ville møde op. Mod al forventning stod Karen pludselig i børnehaven på det aftalte tidspunkt. ”Godt, du kunne komme” siger Lene og rejser sig for at give Karen et kram. Til mødet er Karen tydeligvis berørt af hende og Lenes samtale forleden. Hun forklarer hvordan skilsmissen har taget hårdt på hende, og hvordan situationen ikke blev nemmere af at gå fra kernefamilie til alenemor. Hun forklarer videre, hvordan hun ubevidst var begyndt at drikke for at slippe lidt væk fra hverdagen. Hun var egentlig godt klar over at Frede led under det, men hun magtede ikke at opfylde Fredes behov for samvær. Hun gennemgik selv som barn at hendes forældre blev skilt, og var derfor også klar over at det var en stor mundfuld for et barn. Berit: ”Hvor må det også være svært for Frede at se sin mor så ked af det.” Karen: ”Jeg skammer mig simpelthen. Jeg burde have bedt om hjælp meget før.” Lene: ”Det er rigtig godt at du er kommet så langt, ikke kun for din egen, men også for Fredes skyld.”
Det bliver en ærlig dialog, og der er enighed om at der skal startes et mere intensivt "Trin for Trin" forløb med Frede. Forløbet skal være medvirkede til, at Frede kan få en forståelse af egne følelser, men også andres. Til dette vil man bl.a. benytte sig af rollespil med hånddukker og gøre brug af plancher af personer med forskellige ansigtsudtryk. Det besluttes at lave en mindre gruppe bestående af Frede, og to af hans tidligere gode venner - Markus og Emma. Trin for trin kræver tid og bearbejdning, og det vil derfor blive en længere varende proces.
Frede og Karen er stadig under udvikling, og Trin for Trin har haft en afgørende betydning for den positive udvikling.
onsdag den 9. marts 2011
Fortsættelse af fortælling
Op med humøret, Frede
Blæsten ruskede i træerne udenfor på legepladsen, og regnen virkede til aldrig at ville tage en ende. Børnene nød at bruge tid og energi på legepladsen uanset hvad vejret måtte byde. Frisk luft giver frisk energi, plejede pædagogerne at sige, og det havde de selvfølgelig ret i. Alligevel havde de valgt at bruge denne regnefulde dag nede i kælderen, for netop denne dag var ideel til forberedelse af fastelavn. Sofia, Emilie og Emma havde placeret sig ved et bord, hvor de glædeligt klippede og klistrede til deres fastelavnsris, imens Oliver, Markus og Tobias sørgede for en ellers så kedelig tønde blev farverig og flot at se på. Der var i den grad dømt hygge i Børnehave Margueritten. I et hjørne sad en dreng for sig selv. Hans navn var Frede. Frede var en dreng på 5 år med lyst, krøllet hår og fregner, som elskede at lege. Om det så var at spille fodbold med drengene, eller lege med dukker med pigerne, det var intet problem for Frede. Det plejede det i hvert fald ikke at være, men noget havde ændret sig.
Frede havde engang en mor og en far. Det har han sådan set stadigvæk, men da det før havde været mor, far og Frede, var det nu i stedet mor og Frede, far og Frede. Fredes far var flyttet for et lille år siden, og Frede så derfor ikke sin far så tit. Det havde været en hård tid for Fredes mor, hvilket pædagogerne i børnehaven også vidste, og der var derfor også fokus på de nye ændringer i Fredes tilværelse.
Den eftermiddag i kælderen, bemærkede den midaldrende pædagog Lene at Frede atter havde forholdt sig passiv i forhold til de andre børn, og hun undrede sig derfor hvorfor. Hun havde prøvet at opfordre ham til at deltage sammen med de andre børn eller i stedet hjælpe hende med at lave et fastelavnsris, men Frede havde meldt ud at han ikke have lyst.
I en pause, snakker Lene med pædagogen Berit, om dagens oplevelse med Frede i kælderen.
Lene: ”Jeg havde en frustrerende oplevelse med Frede i dag”
Berit: ”Nå da, hvad så?”
Lene: ”Jamen Frede var så stille. Han havde ikke lyst til at lege med de andre, som han plejer, og da jeg spurgte om han så i stedet havde lyst til at hjælpe mig, var han meget afvisende.”
Berit: ”Jeg har faktisk også bemærket at Frede virker anderledes. I går ude på legepladsen stod Frede ved hegnet og kiggede ud på vejen. Jeg spurgte ham, hvad han kiggede efter, men han var ret fjern. En åbenlyst beruset mand kommer gående, snubler og pludselig udbryder Frede: ”Han er nok ked af det”. Jeg spurgte ham hvorfor han dog troede det, men Frede trak bare på skulderne og gik hen og gyngede for sig selv.”
Lene: ”Jeg foreslår at vi tager det op på personalemødet i næste uge.”
Den efterfølgende uge var der møde: ”… så er det aftalt. Vi tager i skoven næste uge. Næste punkt på dagsordnen. Lene, vil du fortælle?”
Lene: ”Jeg oplever at Frede isolerer sig og at han ikke leger med de samme børn længere.”
Lene og Berit fortæller om de to hændelser. Praktikanten Morten bryder ind.
Morten: ”Nu hvor I siger det, så havde jeg faktisk også en besynderlig oplevelse med Frede her forleden. Frede og Emma legede far, mor og børn, da Frede pludselig rejste sig og konkluderede at Emma bestemte for meget, og han derfor ikke gad lege med hende mere. Jeg tænkte at det måske bare var en lille kure på tråden, men nu hvor jeg tænker nærmere over det, så mindes jeg ikke at have set de to lege sammen siden.”
Personalet bliver enige om at skabe overblik over situationen ved hjælp af et sociogram. Det bliver hurtigt tydeligt at Fredes tidligere nære relationer nu næsten er ikke eksisterende. Faktisk er den eneste Frede viser lyst til at lege med Markus, men det er ikke gensidigt.
Lene: ”Altså, jeg synes jo vi var meget opmærksom på Frede og hans behov i perioden efter hans forældres skilsmisse, men nu er det jo snart et år siden. Jeg føler mig simpelthen magtesløs når jeg ser hvordan den ellers så livsglade dreng pludselig er så passiv.”
Berit: ”Eller også må det være en reaktion på noget dybereliggende.”
Mulighederne vendes og drejes. Pædagogerne beslutter at tage Oliver og Tobias, som har en tæt relation til hinanden, samt Frede med på legepladsen. Frede skal tilbage i fællesskabet.
Derudover beslutter man at invitere Fredes forældre til et møde, hvor de vil snakke om Fredes manglende lyst til at være social. Allerede den følgende morgen får Fredes forældre invitationen. Fredes far bliver informeret pr. e-mail, men han melder hurtigt retur at han desværre er på forretningsrejse, og derfor desværre må melde afbud.
Fredag eftermiddag er det Lene der har lukkevagten i børnehaven. Da Frede stadig ikke er blevet hentet et kvarter efter Margueritten lukker vælger Lene at ringe til Fredes mor. Da Karen, Fredes mor, tager telefonen kan Lene godt høre at hun ikke lyder frisk.
Lene: ”Hej Karen, jeg vil bare lige høre om du er på vej?”
Karen: ”Ja ja, selvfølgelig. Jeg kommer nu. Jeg må have været faldet i søvn. Det må du sørme undskylde”
Lene: ”Ja, det er i orden. Vi ses.”
I løbet af ingen tid kommer Karen ind af døren. Lene bemærker Karens undvigende blik. Frede sidder inde på stuen og laver puslespil, men trods det at hans mor er kommet efter ham, bliver han siddende.
Lene: ”Du virker som om du ikke er dig selv, Karen. Er der noget galt?”
Karen: ”Nej nej, jeg er bare meget presset på arbejdet for tiden.”
Lene: ”Med så meget arbejde, har du da ikke mulighed for at få nogle fridage?”
Karen: ”Vi er underbemandet for tiden, så det kan der ikke være tale om” siger hun imens hun pakker Fredes sager sammen. Hun tager Frede i hånden og bevæger sig mod døren. ”Kom Frede, vi skal videre nu.”
Frede render hurtigt ud til sin cykel for at vente. Lene lægger hånden på Karens arm og siger: ”Du må endelig sige til hvis jeg kan gøre noget for dig.” Samtidig bemærker Lene at Karens ånde lugter en anelse af sprit. ”Sig mig, har du drukket?” spørger Lene. Karen benægter. ”Jeg kan da lugte det!” udbryder Lene. ”Jo, jeg har måske fået et enkelt glas vin til frokost, men det er jo ikke fordi det er unormalt, vel?” siger Karen og forsøger at frembringe et smil. ”For resten ang. det møde på tirsdag, så har jeg ikke mulighed for at komme!” siger Karen og er hurtig ude af døren igen. Lene står tilbage med en tom fornemmelse og tænker meget på hvordan deres weekend mon bliver.
Søndag eftermiddag er Lene ude og handle, og render tilfældigvis ind i Karen. De hilser, Lene går videre, men når at observere at Karen har vin i kurven. Lene vender sig om, og stiller sig diskret ved siden af Karen. ”Har du forresten fundet ud af hvornår du har tid til det møde? Det er trods alt Frede vi snakker om” spørger hun lavmælt. Karen vælger at overhøre Lenes spørgsmål. Lene: ”Hvorfor er du så afvisende Karen?” Lene fanger Karens øjne i et split sekund, før Karen slår blikket ned. ”Karen jeg ved du ikke har det godt. Jeg kan både se og mærke det på dig. Min mor drak når hun følte tilværelsen var for hård. Hun skjulte det for sine omgivelser, men mig kunne hun ikke narre. Og det kan du heller ikke Karen. Jeg kender alle tegnene og jeg kan se de samme forandringer i Frede, som jeg selv gennemgik da min mor begyndte at drikke i det skjulte.” Karen blev helt bleg. ”Jeg har ikke et problem. Jeg drikker et glas vin i ny og næ. Det er ikke noget der går ud over Frede. Jeg tror som slet ikke at det er noget han bemærker.” Karen gør tegn til at gå, men Lene lader hende ikke slippe: ”Karen du bliver nød til at erkende at du har et problem, som går ud over Frede. Før du gør det kan tingene ikke blive bedre. Frede er blevet en helt anden dreng. Jeg kan næsten ikke kende ham mere. Vær nu fornuftig og komme til det planlagte møde, så vi kan hjælpe både Frede og dig. Jeg vil gerne hjælpe dig.” Karen vender sig om og går. Lene: ”Karen? Vær nu lidt fornuftig.” Intet svar. De næste par dage er det Fredes mormor der både afleverer og henter Frede i børnehaven.
Det bliver tirsdag eftermiddag, dagen for det planlagte møde. Berit og Lene havde forberedt sig på det planlagte møde med Fredes mor, selvom de dog ikke forventede at hun ville møde op. Mod al forventning stod Karen pludselig i børnehaven på det aftalte tidspunkt. ”Godt, du kunne komme” siger Lene og rejser sig for at give Karen et kram. Til mødet er Karen meget følelsesladet og hun er tydeligvis berørt af hende og Lenes samtale forleden. Hun forklarer hvordan skilsmissen har taget hårdt på hende, og situationen blev ikke nemmere af at gå fra kernefamilie til alenemor. Hun forklarer videre hvordan hun ubevidst var begyndt at drikke for at slippe lidt væk fra hverdagen. Hun var egentlig godt klar over Frede led under det, men hendes egoisme havde til side skubbet Fredes behov for samvær. Hun gennemgik selv som barn at hendes forældre blev skilt, og hun var derfor også selv klar over hvor svær en situation det var at gå igennem. Karen: ”Jeg skammer mig simpelthen. Jeg burde have bedt om hjælp meget før.” Lene: ”Men nu er du villig til at tage imod hjælp, og vi er her for dig.”
Samtalen fortsatte, Karen åbnede mere og mere op, og det blev en ærlig samtale, hvor der blev lyttet til Karen. Pædagogerne fornemmede at Karen var klar til lige så stille at tage fat på problemerne, og de forslog derfor et Trin for Trin-forløb med Frede og Karen.
I børnehaven ville man sammen med Frede, bl.a. benytte sig af rollespil og gøre brug af plancher.
Blæsten ruskede i træerne udenfor på legepladsen, og regnen virkede til aldrig at ville tage en ende. Børnene nød at bruge tid og energi på legepladsen uanset hvad vejret måtte byde. Frisk luft giver frisk energi, plejede pædagogerne at sige, og det havde de selvfølgelig ret i. Alligevel havde de valgt at bruge denne regnefulde dag nede i kælderen, for netop denne dag var ideel til forberedelse af fastelavn. Sofia, Emilie og Emma havde placeret sig ved et bord, hvor de glædeligt klippede og klistrede til deres fastelavnsris, imens Oliver, Markus og Tobias sørgede for en ellers så kedelig tønde blev farverig og flot at se på. Der var i den grad dømt hygge i Børnehave Margueritten. I et hjørne sad en dreng for sig selv. Hans navn var Frede. Frede var en dreng på 5 år med lyst, krøllet hår og fregner, som elskede at lege. Om det så var at spille fodbold med drengene, eller lege med dukker med pigerne, det var intet problem for Frede. Det plejede det i hvert fald ikke at være, men noget havde ændret sig.
Frede havde engang en mor og en far. Det har han sådan set stadigvæk, men da det før havde været mor, far og Frede, var det nu i stedet mor og Frede, far og Frede. Fredes far var flyttet for et lille år siden, og Frede så derfor ikke sin far så tit. Det havde været en hård tid for Fredes mor, hvilket pædagogerne i børnehaven også vidste, og der var derfor også fokus på de nye ændringer i Fredes tilværelse.
Den eftermiddag i kælderen, bemærkede den midaldrende pædagog Lene at Frede atter havde forholdt sig passiv i forhold til de andre børn, og hun undrede sig derfor hvorfor. Hun havde prøvet at opfordre ham til at deltage sammen med de andre børn eller i stedet hjælpe hende med at lave et fastelavnsris, men Frede havde meldt ud at han ikke have lyst.
I en pause, snakker Lene med pædagogen Berit, om dagens oplevelse med Frede i kælderen.
Lene: ”Jeg havde en frustrerende oplevelse med Frede i dag”
Berit: ”Nå da, hvad så?”
Lene: ”Jamen Frede var så stille. Han havde ikke lyst til at lege med de andre, som han plejer, og da jeg spurgte om han så i stedet havde lyst til at hjælpe mig, var han meget afvisende.”
Berit: ”Jeg har faktisk også bemærket at Frede virker anderledes. I går ude på legepladsen stod Frede ved hegnet og kiggede ud på vejen. Jeg spurgte ham, hvad han kiggede efter, men han var ret fjern. En åbenlyst beruset mand kommer gående, snubler og pludselig udbryder Frede: ”Han er nok ked af det”. Jeg spurgte ham hvorfor han dog troede det, men Frede trak bare på skulderne og gik hen og gyngede for sig selv.”
Lene: ”Jeg foreslår at vi tager det op på personalemødet i næste uge.”
Den efterfølgende uge var der møde: ”… så er det aftalt. Vi tager i skoven næste uge. Næste punkt på dagsordnen. Lene, vil du fortælle?”
Lene: ”Jeg oplever at Frede isolerer sig og at han ikke leger med de samme børn længere.”
Lene og Berit fortæller om de to hændelser. Praktikanten Morten bryder ind.
Morten: ”Nu hvor I siger det, så havde jeg faktisk også en besynderlig oplevelse med Frede her forleden. Frede og Emma legede far, mor og børn, da Frede pludselig rejste sig og konkluderede at Emma bestemte for meget, og han derfor ikke gad lege med hende mere. Jeg tænkte at det måske bare var en lille kure på tråden, men nu hvor jeg tænker nærmere over det, så mindes jeg ikke at have set de to lege sammen siden.”
Personalet bliver enige om at skabe overblik over situationen ved hjælp af et sociogram. Det bliver hurtigt tydeligt at Fredes tidligere nære relationer nu næsten er ikke eksisterende. Faktisk er den eneste Frede viser lyst til at lege med Markus, men det er ikke gensidigt.
Lene: ”Altså, jeg synes jo vi var meget opmærksom på Frede og hans behov i perioden efter hans forældres skilsmisse, men nu er det jo snart et år siden. Jeg føler mig simpelthen magtesløs når jeg ser hvordan den ellers så livsglade dreng pludselig er så passiv.”
Berit: ”Eller også må det være en reaktion på noget dybereliggende.”
Mulighederne vendes og drejes. Pædagogerne beslutter at tage Oliver og Tobias, som har en tæt relation til hinanden, samt Frede med på legepladsen. Frede skal tilbage i fællesskabet.
Derudover beslutter man at invitere Fredes forældre til et møde, hvor de vil snakke om Fredes manglende lyst til at være social. Allerede den følgende morgen får Fredes forældre invitationen. Fredes far bliver informeret pr. e-mail, men han melder hurtigt retur at han desværre er på forretningsrejse, og derfor desværre må melde afbud.
Fredag eftermiddag er det Lene der har lukkevagten i børnehaven. Da Frede stadig ikke er blevet hentet et kvarter efter Margueritten lukker vælger Lene at ringe til Fredes mor. Da Karen, Fredes mor, tager telefonen kan Lene godt høre at hun ikke lyder frisk.
Lene: ”Hej Karen, jeg vil bare lige høre om du er på vej?”
Karen: ”Ja ja, selvfølgelig. Jeg kommer nu. Jeg må have været faldet i søvn. Det må du sørme undskylde”
Lene: ”Ja, det er i orden. Vi ses.”
I løbet af ingen tid kommer Karen ind af døren. Lene bemærker Karens undvigende blik. Frede sidder inde på stuen og laver puslespil, men trods det at hans mor er kommet efter ham, bliver han siddende.
Lene: ”Du virker som om du ikke er dig selv, Karen. Er der noget galt?”
Karen: ”Nej nej, jeg er bare meget presset på arbejdet for tiden.”
Lene: ”Med så meget arbejde, har du da ikke mulighed for at få nogle fridage?”
Karen: ”Vi er underbemandet for tiden, så det kan der ikke være tale om” siger hun imens hun pakker Fredes sager sammen. Hun tager Frede i hånden og bevæger sig mod døren. ”Kom Frede, vi skal videre nu.”
Frede render hurtigt ud til sin cykel for at vente. Lene lægger hånden på Karens arm og siger: ”Du må endelig sige til hvis jeg kan gøre noget for dig.” Samtidig bemærker Lene at Karens ånde lugter en anelse af sprit. ”Sig mig, har du drukket?” spørger Lene. Karen benægter. ”Jeg kan da lugte det!” udbryder Lene. ”Jo, jeg har måske fået et enkelt glas vin til frokost, men det er jo ikke fordi det er unormalt, vel?” siger Karen og forsøger at frembringe et smil. ”For resten ang. det møde på tirsdag, så har jeg ikke mulighed for at komme!” siger Karen og er hurtig ude af døren igen. Lene står tilbage med en tom fornemmelse og tænker meget på hvordan deres weekend mon bliver.
Søndag eftermiddag er Lene ude og handle, og render tilfældigvis ind i Karen. De hilser, Lene går videre, men når at observere at Karen har vin i kurven. Lene vender sig om, og stiller sig diskret ved siden af Karen. ”Har du forresten fundet ud af hvornår du har tid til det møde? Det er trods alt Frede vi snakker om” spørger hun lavmælt. Karen vælger at overhøre Lenes spørgsmål. Lene: ”Hvorfor er du så afvisende Karen?” Lene fanger Karens øjne i et split sekund, før Karen slår blikket ned. ”Karen jeg ved du ikke har det godt. Jeg kan både se og mærke det på dig. Min mor drak når hun følte tilværelsen var for hård. Hun skjulte det for sine omgivelser, men mig kunne hun ikke narre. Og det kan du heller ikke Karen. Jeg kender alle tegnene og jeg kan se de samme forandringer i Frede, som jeg selv gennemgik da min mor begyndte at drikke i det skjulte.” Karen blev helt bleg. ”Jeg har ikke et problem. Jeg drikker et glas vin i ny og næ. Det er ikke noget der går ud over Frede. Jeg tror som slet ikke at det er noget han bemærker.” Karen gør tegn til at gå, men Lene lader hende ikke slippe: ”Karen du bliver nød til at erkende at du har et problem, som går ud over Frede. Før du gør det kan tingene ikke blive bedre. Frede er blevet en helt anden dreng. Jeg kan næsten ikke kende ham mere. Vær nu fornuftig og komme til det planlagte møde, så vi kan hjælpe både Frede og dig. Jeg vil gerne hjælpe dig.” Karen vender sig om og går. Lene: ”Karen? Vær nu lidt fornuftig.” Intet svar. De næste par dage er det Fredes mormor der både afleverer og henter Frede i børnehaven.
Det bliver tirsdag eftermiddag, dagen for det planlagte møde. Berit og Lene havde forberedt sig på det planlagte møde med Fredes mor, selvom de dog ikke forventede at hun ville møde op. Mod al forventning stod Karen pludselig i børnehaven på det aftalte tidspunkt. ”Godt, du kunne komme” siger Lene og rejser sig for at give Karen et kram. Til mødet er Karen meget følelsesladet og hun er tydeligvis berørt af hende og Lenes samtale forleden. Hun forklarer hvordan skilsmissen har taget hårdt på hende, og situationen blev ikke nemmere af at gå fra kernefamilie til alenemor. Hun forklarer videre hvordan hun ubevidst var begyndt at drikke for at slippe lidt væk fra hverdagen. Hun var egentlig godt klar over Frede led under det, men hendes egoisme havde til side skubbet Fredes behov for samvær. Hun gennemgik selv som barn at hendes forældre blev skilt, og hun var derfor også selv klar over hvor svær en situation det var at gå igennem. Karen: ”Jeg skammer mig simpelthen. Jeg burde have bedt om hjælp meget før.” Lene: ”Men nu er du villig til at tage imod hjælp, og vi er her for dig.”
Samtalen fortsatte, Karen åbnede mere og mere op, og det blev en ærlig samtale, hvor der blev lyttet til Karen. Pædagogerne fornemmede at Karen var klar til lige så stille at tage fat på problemerne, og de forslog derfor et Trin for Trin-forløb med Frede og Karen.
I børnehaven ville man sammen med Frede, bl.a. benytte sig af rollespil og gøre brug af plancher.
tirsdag den 8. marts 2011
Støttekontaktperson
Som 18 åring, var jeg støttekontaktperson ved Randers kommune. Jeg fik tildelt to dreng på 7 og 9 år. Den ene af drengene havde diagnosen ADHD.
Min opgave var at tilbringe lidt tid sammen med drengene, spille foldbold med dem osv.
En forårsdag, hvor vejret ikke rigtig var så godt bestemte jeg mig for at hygge mig lidt med drengene på McDonald’s. Vi fik vores mad og sad og spiste. I starten var det meget hyggeligt, men pludselig begyndte drengen med ADHD at slå på sin bror. Han råbte og skreg. Han log vildt og sparkede, væltede sin mad på bordet osv. I starten var jeg overrasket og ikke helt klar over situationen. Jeg prøvede at berolige ham, men uden held. Han blev så sur og gal at løb ud.
Jeg løb efter ham, men da jeg kom ud kunne jeg ikke finde ham nogen steder. Jeg ledte og ledte mens mit hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere. Jeg var meget bange for at der skulle ske ham noget. Jeg havde forgæves ledt overalt. Jeg kunne ikke forstå, hvor han kunne være løbet hen.
Der løb mange forskellige tanker gennem mit hoved mens jeg ledte og kaldte på ham. Jeg var nervøs. Jeg vidste ikke, hvad han kunne finde på at gøre når han var i den tilstand. Jeg havde aldrig oplevet ham på den måde før. Angsten tog mere og mere tag i mig mens jeg desperat forsøgte at finde ud af hvad jeg skulle gøre.
Jeg viste ikke, hvad jeg skulle gøre. Til sidst bestemte jeg mig for at ringe til kommunen og drengens mor og informere dem om sagen. Jeg aftalte med hans mor, at hun skulle tage hjem fra arbejde og se om drengen kunne være løbet hjem. Ganske rigtigt drengen var derhjemme. I sit raserianfald, havde han smadret ruden i indgangen. Jeg var meget lettet over at høre at drengen var sikkert hjemme og jeg kørte hans bror hjem.
Efter denne episode, var jeg meget rystet. Det gik op for mig, at jeg ikke var klar til så stort et ansvar og jeg bestemte mig for at sige mit job op.
Min opgave var at tilbringe lidt tid sammen med drengene, spille foldbold med dem osv.
En forårsdag, hvor vejret ikke rigtig var så godt bestemte jeg mig for at hygge mig lidt med drengene på McDonald’s. Vi fik vores mad og sad og spiste. I starten var det meget hyggeligt, men pludselig begyndte drengen med ADHD at slå på sin bror. Han råbte og skreg. Han log vildt og sparkede, væltede sin mad på bordet osv. I starten var jeg overrasket og ikke helt klar over situationen. Jeg prøvede at berolige ham, men uden held. Han blev så sur og gal at løb ud.
Jeg løb efter ham, men da jeg kom ud kunne jeg ikke finde ham nogen steder. Jeg ledte og ledte mens mit hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere. Jeg var meget bange for at der skulle ske ham noget. Jeg havde forgæves ledt overalt. Jeg kunne ikke forstå, hvor han kunne være løbet hen.
Der løb mange forskellige tanker gennem mit hoved mens jeg ledte og kaldte på ham. Jeg var nervøs. Jeg vidste ikke, hvad han kunne finde på at gøre når han var i den tilstand. Jeg havde aldrig oplevet ham på den måde før. Angsten tog mere og mere tag i mig mens jeg desperat forsøgte at finde ud af hvad jeg skulle gøre.
Jeg viste ikke, hvad jeg skulle gøre. Til sidst bestemte jeg mig for at ringe til kommunen og drengens mor og informere dem om sagen. Jeg aftalte med hans mor, at hun skulle tage hjem fra arbejde og se om drengen kunne være løbet hjem. Ganske rigtigt drengen var derhjemme. I sit raserianfald, havde han smadret ruden i indgangen. Jeg var meget lettet over at høre at drengen var sikkert hjemme og jeg kørte hans bror hjem.
Efter denne episode, var jeg meget rystet. Det gik op for mig, at jeg ikke var klar til så stort et ansvar og jeg bestemte mig for at sige mit job op.
Lidt mere fortælling
Blæsten ruskede i træerne udenfor på legepladsen, og regnen virkede til aldrig at ville tage en ende. Børnene nød at bruge tid og energi på legepladsen uanset hvad vejret måtte byde. Frisk luft giver frisk energi, plejede pædagogerne at sige, og det havde de selvfølgelig ret i. Alligevel havde de valgt at bruge denne regnefulde dag nede i kælderen, for netop denne dag var ideel til forberedelse af fastelavn. Sofia, Emilie og Emma havde placeret sig ved et bord, hvor de glædeligt klippede og klistrede til deres fastelavnsris, imens Oliver, Markus og Tobias sørgede for en ellers så kedelig tønde blev farverig og flot at se på. Der var i den grad dømt hygge i Børnehave Margueritten, skulle man mene, men ikke alle børnene virkede til at glæde sig til fastelavn. I et hjørne sad en dreng nemlig for sig selv. Hans navn var Frede. Frede var en dreng på 5 år med lyst, krøllet hår og fregner, han elskede at lege. Om det så var at spille fodbold med drengene, eller lege med dukker med pigerne, det var intet problem for Frede. Han elskede simpelthen at tilbringe tid med de andre børn. Det plejede han i hvert fald at gøre, men noget havde ændret sig inden for den seneste tid. Nu skal I bare høre hvorfor.
Frede havde engang en mor og en far. Det har han sådan set stadigvæk, men da det før havde været mor, far og Frede, var det nu i stedet mor og Frede, far og Frede. Fredes far var flyttet for et lille årstid siden. Frede så ikke længere sin far ret tit, fordi faren var flyttet til den anden ende af landet, grundet drømmejobbet. Det havde været en hård tid for Fredes mor, det vidste pædagogerne i børnehaven også. Fra pædagogernes side har der været fokus på de nye ændringer i Fredes tilværelse og på eventuelle ændringer i Fredes adfærd, som han indtil nu dog ikke havde vist tegn på.
Den eftermiddag i kælderen, bemærkede den midaldrende pædagog Lene at Frede atter havde valgt at forholde sig passiv, og hun var langsomt begyndt at undre sig over hvad grunden til dette kunne være. Hun havde prøvet at opfordre ham til at deltage sammen med de andre børn, men Frede havde afvist forslaget uden videre. Hun spurgte ham så i stedet for, om han kunne have lyst til at hjælpe hende med at lave et fastelavnsris, men heller ikke dette virkede til at vække gejsten i Frede.
I en pause, snakker Lene med pædagogen Berit, om dagens oplevelse med Frede i kælderen.
Lene: ”Jeg havde en frustrerende oplevelse med Frede i dag”
Berit: ”Nå da, hvad så?”
Lene: ”Jamen Frede var så stille. Han havde ikke lyst til at lege med de andre, som han plejer, og da jeg spurgte om han så i stedet havde lyst til at hjælpe mig, var han meget afvisende.”
Berit: ”Jeg havde en lignende oplevelse i sidste uge. Det var ude på legepladsen, og Frede stod ved hegnet og kiggede ud på vejen. Jeg spurgte ham, hvad han kiggede efter, men han var ret fjern. På fortovet kom en åbenlyst beruset mand gående, han snublede og ud af det blå udbryder Frede: ”Han er nok ked af det”. Jeg spurgte ham hvorfor han troede det, men Frede trak bare på skulderne og gik hen og gyngede for sig selv.”
Lene: ”Jeg foreslår at vi tager det op på personalemødet i næste uge.”
Den efterfølgende uge var der møde. Snakken var i fuld gang i personale stue: ”… så er det aftalt. Vi tager i skoven næste uge. Næste punkt på dagsordnen er Fredes tilsyneladende ændrede adfærd. Lene, vil du fortælle?”
Lene: ”Jeg oplever at Frede isolerer sig og at han ikke leger med de samme længere.”
Lene og Berit fortæller om de to hændelser. Praktikanten Morten bryder ind.
Morten: ”Nu hvor I siger det, så havde jeg faktisk også en besynderlig oplevelse med Frede her forleden. Jeg lagde egentlig ikke ret meget i det på daværende tidspunkt. Frede og Emma legede far, mor og børn, da Frede pludselig rejste sig og konkluderede at Emma bestemte for meget, og han derfor ikke gad lege med hende mere. Jeg tænkte at det måske bare var en lille kure på tråden, men nu hvor jeg tænker nærmere over det, så mindes jeg ikke at have set de to lege sammen siden.”
Personalet bliver enige om at skabe overblik over situationen ved hjælp af et sociogram. Det bliver hurtigt tydeligt at Fredes tidligere nære relationer nu næsten er ikke eksisterende. Faktisk er den eneste Frede viser lyst til at lege med Markus, men det er ikke gensidigt.
Lene: ”Kan det være en forsinket reaktion på skilsmissen? Altså, jeg synes jo vi var meget opmærksom på Frede og hans behov i perioden efter, men nu er det jo snart et år siden. Jeg føler mig simpelthen magtesløs når jeg ser hvordan den ellers så livsglade dreng pludselig er så passiv.”
Berit: ”Eller også må det være en reaktion på noget dybereliggende.”
Mulighederne vendes og drejes, og man beslutter at forsøge og få Frede tilbage i fællesskabet, via planlagte gruppeaktiviteter. Samtidig tager man op til overvejelse om det ville være fordelagtigt at starte et intensivt Trin for Trin forløb med Frede, man vil se tiden an i forhold til dette.
Frede havde engang en mor og en far. Det har han sådan set stadigvæk, men da det før havde været mor, far og Frede, var det nu i stedet mor og Frede, far og Frede. Fredes far var flyttet for et lille årstid siden. Frede så ikke længere sin far ret tit, fordi faren var flyttet til den anden ende af landet, grundet drømmejobbet. Det havde været en hård tid for Fredes mor, det vidste pædagogerne i børnehaven også. Fra pædagogernes side har der været fokus på de nye ændringer i Fredes tilværelse og på eventuelle ændringer i Fredes adfærd, som han indtil nu dog ikke havde vist tegn på.
Den eftermiddag i kælderen, bemærkede den midaldrende pædagog Lene at Frede atter havde valgt at forholde sig passiv, og hun var langsomt begyndt at undre sig over hvad grunden til dette kunne være. Hun havde prøvet at opfordre ham til at deltage sammen med de andre børn, men Frede havde afvist forslaget uden videre. Hun spurgte ham så i stedet for, om han kunne have lyst til at hjælpe hende med at lave et fastelavnsris, men heller ikke dette virkede til at vække gejsten i Frede.
I en pause, snakker Lene med pædagogen Berit, om dagens oplevelse med Frede i kælderen.
Lene: ”Jeg havde en frustrerende oplevelse med Frede i dag”
Berit: ”Nå da, hvad så?”
Lene: ”Jamen Frede var så stille. Han havde ikke lyst til at lege med de andre, som han plejer, og da jeg spurgte om han så i stedet havde lyst til at hjælpe mig, var han meget afvisende.”
Berit: ”Jeg havde en lignende oplevelse i sidste uge. Det var ude på legepladsen, og Frede stod ved hegnet og kiggede ud på vejen. Jeg spurgte ham, hvad han kiggede efter, men han var ret fjern. På fortovet kom en åbenlyst beruset mand gående, han snublede og ud af det blå udbryder Frede: ”Han er nok ked af det”. Jeg spurgte ham hvorfor han troede det, men Frede trak bare på skulderne og gik hen og gyngede for sig selv.”
Lene: ”Jeg foreslår at vi tager det op på personalemødet i næste uge.”
Den efterfølgende uge var der møde. Snakken var i fuld gang i personale stue: ”… så er det aftalt. Vi tager i skoven næste uge. Næste punkt på dagsordnen er Fredes tilsyneladende ændrede adfærd. Lene, vil du fortælle?”
Lene: ”Jeg oplever at Frede isolerer sig og at han ikke leger med de samme længere.”
Lene og Berit fortæller om de to hændelser. Praktikanten Morten bryder ind.
Morten: ”Nu hvor I siger det, så havde jeg faktisk også en besynderlig oplevelse med Frede her forleden. Jeg lagde egentlig ikke ret meget i det på daværende tidspunkt. Frede og Emma legede far, mor og børn, da Frede pludselig rejste sig og konkluderede at Emma bestemte for meget, og han derfor ikke gad lege med hende mere. Jeg tænkte at det måske bare var en lille kure på tråden, men nu hvor jeg tænker nærmere over det, så mindes jeg ikke at have set de to lege sammen siden.”
Personalet bliver enige om at skabe overblik over situationen ved hjælp af et sociogram. Det bliver hurtigt tydeligt at Fredes tidligere nære relationer nu næsten er ikke eksisterende. Faktisk er den eneste Frede viser lyst til at lege med Markus, men det er ikke gensidigt.
Lene: ”Kan det være en forsinket reaktion på skilsmissen? Altså, jeg synes jo vi var meget opmærksom på Frede og hans behov i perioden efter, men nu er det jo snart et år siden. Jeg føler mig simpelthen magtesløs når jeg ser hvordan den ellers så livsglade dreng pludselig er så passiv.”
Berit: ”Eller også må det være en reaktion på noget dybereliggende.”
Mulighederne vendes og drejes, og man beslutter at forsøge og få Frede tilbage i fællesskabet, via planlagte gruppeaktiviteter. Samtidig tager man op til overvejelse om det ville være fordelagtigt at starte et intensivt Trin for Trin forløb med Frede, man vil se tiden an i forhold til dette.
søndag den 6. marts 2011
Velkommen til endnu en uge.
Hej gruppe.
Vi går nu en uge i møde hvor der skal bruges knofedt. Jeg håber selvfølgelig vi alle er klar til at give den gas her til slut. Håber I har nydt weekenden ;-).
/Nanna
torsdag den 3. marts 2011
Første udkast til fortællingen!
Blæsten ruskede i træerne udenfor på legepladsen, og regnen virkede til aldrig at ville tage en ende. Børnene nød at bruge tid og energi på legepladsen uanset hvad vejret måtte byde. Frisk luft giver frisk energi, plejede pædagogerne at sige, og det havde de selvfølgelig ret i. Alligevel havde de valgt at bruge denne regnefulde dag nede i kælderen, for netop denne dag var ideel til forberedelse af fastelavn. Sofia, Emilie og Emma havde placeret sig ved et bord, hvor de lystigt klippede og klistrede til deres fastelavnsris, imens Oliver, Markus og Tobias sørgede for en ellers så kedelig tønde blev farverig og flot at se på. Der var i den grad dømt hygge i Børnehave Margueritten, skulle man mene, men ikke alle børnene virkede til at glæde sig til fastelavn. I et hjørne sad en dreng nemlig for sig selv. Hans navn var Frede. Frede var en dreng på 5 år med lyst, krøllet hår og fregner, som elskede at lege. Om det så var at spille fodbold med drengene, eller lege med dukker med pigerne, det var intet problem for Frede. Han elskede simpelthen at tilbringe tid med de andre børn. Det plejede han i hvert fald at gøre, men noget havde ændret sig inden for den seneste tid. Nu skal I bare høre hvorfor.
Frede havde engang en mor og en far. Det har han sådan set stadigvæk, men da det før havde været mor, far og Frede, var det nu i stedet mor og Frede, far og Frede. Frede så dog ikke sin far ret tit, fordi faren var flyttet til den anden ende af landet, grundet drømmejobbet. Fra pædagogernes side havde der været fokus på de nye ændringer i Fredes tilværelse og på eventuelle ændringer i Fredes adfærd, som han indtil nu ikke havde vist tegn på. Nu hvor skilsmissen var kommet lidt på afstand var Frede pludselig begyndt at afvise sine ellers så gode legekammerater i børnehaven. Han havde ikke den samme lyst til at udfolde sig som en energiske dreng han var, men valgte i stedet at isolere sig fra de andre, både børnene og pædagogerne.
Den eftermiddag i kælderen, bemærkede den midaldrende pædagog Lene at Frede atter havde valgt at forholde sig passiv, og hun var langsomt begyndt at undre sig over hvad grunden til dette kunne være. Hun havde prøvet at opfordre ham til at deltage sammen med de andre børn, men Frede havde afvist forslaget uden videre. Hun spurgte ham så i stedet for om han eventuelt kunne have lyst til at hjælpe hende med at lave et fastelavnsris, men heller ikke dette virkede til at vække gejsten i Frede.
______________________________________________________________________
Ovenfor er begyndelsen på vores fortælling, om den 5-årige dreng Frede.
Nogle af vores videre ideer er at:
Pædagogen tager sagen i egen hånd, og ringer til Fredes mor. Fredes mor siger at der ikke er problemer på hjemmefronten, men pædagogen tror ikke på hende.
Til personalemødet bliver det tydeligt er pædagogen er følelsesmæssigt indvolveret.
Trin-for-trin i forh. til Frede.
Pædagogen prøver at hjælpe Fredes mor (med en evt. depression). (Profession fremfor privat - hvor vigtig det er at kunne adskille) jf. SOUS-chefen "Mette"s kommentar: "Man skal have hjertet med sig, men det er også vigtigt at kunne skelne mellem profession og privat".
/Nanna, Christina og Signe
Frede havde engang en mor og en far. Det har han sådan set stadigvæk, men da det før havde været mor, far og Frede, var det nu i stedet mor og Frede, far og Frede. Frede så dog ikke sin far ret tit, fordi faren var flyttet til den anden ende af landet, grundet drømmejobbet. Fra pædagogernes side havde der været fokus på de nye ændringer i Fredes tilværelse og på eventuelle ændringer i Fredes adfærd, som han indtil nu ikke havde vist tegn på. Nu hvor skilsmissen var kommet lidt på afstand var Frede pludselig begyndt at afvise sine ellers så gode legekammerater i børnehaven. Han havde ikke den samme lyst til at udfolde sig som en energiske dreng han var, men valgte i stedet at isolere sig fra de andre, både børnene og pædagogerne.
Den eftermiddag i kælderen, bemærkede den midaldrende pædagog Lene at Frede atter havde valgt at forholde sig passiv, og hun var langsomt begyndt at undre sig over hvad grunden til dette kunne være. Hun havde prøvet at opfordre ham til at deltage sammen med de andre børn, men Frede havde afvist forslaget uden videre. Hun spurgte ham så i stedet for om han eventuelt kunne have lyst til at hjælpe hende med at lave et fastelavnsris, men heller ikke dette virkede til at vække gejsten i Frede.
______________________________________________________________________
Ovenfor er begyndelsen på vores fortælling, om den 5-årige dreng Frede.
Nogle af vores videre ideer er at:
Pædagogen tager sagen i egen hånd, og ringer til Fredes mor. Fredes mor siger at der ikke er problemer på hjemmefronten, men pædagogen tror ikke på hende.
Til personalemødet bliver det tydeligt er pædagogen er følelsesmæssigt indvolveret.
Trin-for-trin i forh. til Frede.
Pædagogen prøver at hjælpe Fredes mor (med en evt. depression). (Profession fremfor privat - hvor vigtig det er at kunne adskille) jf. SOUS-chefen "Mette"s kommentar: "Man skal have hjertet med sig, men det er også vigtigt at kunne skelne mellem profession og privat".
/Nanna, Christina og Signe
Abonner på:
Opslag (Atom)