Lidt mere fortælling

Blæsten ruskede i træerne udenfor på legepladsen, og regnen virkede til aldrig at ville tage en ende. Børnene nød at bruge tid og energi på legepladsen uanset hvad vejret måtte byde. Frisk luft giver frisk energi, plejede pædagogerne at sige, og det havde de selvfølgelig ret i. Alligevel havde de valgt at bruge denne regnefulde dag nede i kælderen, for netop denne dag var ideel til forberedelse af fastelavn. Sofia, Emilie og Emma havde placeret sig ved et bord, hvor de glædeligt klippede og klistrede til deres fastelavnsris, imens Oliver, Markus og Tobias sørgede for en ellers så kedelig tønde blev farverig og flot at se på. Der var i den grad dømt hygge i Børnehave Margueritten, skulle man mene, men ikke alle børnene virkede til at glæde sig til fastelavn. I et hjørne sad en dreng nemlig for sig selv. Hans navn var Frede. Frede var en dreng på 5 år med lyst, krøllet hår og fregner, han elskede at lege. Om det så var at spille fodbold med drengene, eller lege med dukker med pigerne, det var intet problem for Frede. Han elskede simpelthen at tilbringe tid med de andre børn. Det plejede han i hvert fald at gøre, men noget havde ændret sig inden for den seneste tid. Nu skal I bare høre hvorfor.

Frede havde engang en mor og en far. Det har han sådan set stadigvæk, men da det før havde været mor, far og Frede, var det nu i stedet mor og Frede, far og Frede. Fredes far var flyttet for et lille årstid siden. Frede så ikke længere sin far ret tit, fordi faren var flyttet til den anden ende af landet, grundet drømmejobbet. Det havde været en hård tid for Fredes mor, det vidste pædagogerne i børnehaven også. Fra pædagogernes side har der været fokus på de nye ændringer i Fredes tilværelse og på eventuelle ændringer i Fredes adfærd, som han indtil nu dog ikke havde vist tegn på.

Den eftermiddag i kælderen, bemærkede den midaldrende pædagog Lene at Frede atter havde valgt at forholde sig passiv, og hun var langsomt begyndt at undre sig over hvad grunden til dette kunne være. Hun havde prøvet at opfordre ham til at deltage sammen med de andre børn, men Frede havde afvist forslaget uden videre. Hun spurgte ham så i stedet for, om han kunne have lyst til at hjælpe hende med at lave et fastelavnsris, men heller ikke dette virkede til at vække gejsten i Frede.

I en pause, snakker Lene med pædagogen Berit, om dagens oplevelse med Frede i kælderen.
Lene: ”Jeg havde en frustrerende oplevelse med Frede i dag”
Berit: ”Nå da, hvad så?”
Lene: ”Jamen Frede var så stille. Han havde ikke lyst til at lege med de andre, som han plejer, og da jeg spurgte om han så i stedet havde lyst til at hjælpe mig, var han meget afvisende.”
Berit: ”Jeg havde en lignende oplevelse i sidste uge. Det var ude på legepladsen, og Frede stod ved hegnet og kiggede ud på vejen. Jeg spurgte ham, hvad han kiggede efter, men han var ret fjern. På fortovet kom en åbenlyst beruset mand gående, han snublede og ud af det blå udbryder Frede: ”Han er nok ked af det”. Jeg spurgte ham hvorfor han troede det, men Frede trak bare på skulderne og gik hen og gyngede for sig selv.”
Lene: ”Jeg foreslår at vi tager det op på personalemødet i næste uge.”

Den efterfølgende uge var der møde. Snakken var i fuld gang i personale stue: ”… så er det aftalt. Vi tager i skoven næste uge. Næste punkt på dagsordnen er Fredes tilsyneladende ændrede adfærd. Lene, vil du fortælle?”
Lene: ”Jeg oplever at Frede isolerer sig og at han ikke leger med de samme længere.”
Lene og Berit fortæller om de to hændelser. Praktikanten Morten bryder ind.
Morten: ”Nu hvor I siger det, så havde jeg faktisk også en besynderlig oplevelse med Frede her forleden. Jeg lagde egentlig ikke ret meget i det på daværende tidspunkt. Frede og Emma legede far, mor og børn, da Frede pludselig rejste sig og konkluderede at Emma bestemte for meget, og han derfor ikke gad lege med hende mere. Jeg tænkte at det måske bare var en lille kure på tråden, men nu hvor jeg tænker nærmere over det, så mindes jeg ikke at have set de to lege sammen siden.”

Personalet bliver enige om at skabe overblik over situationen ved hjælp af et sociogram. Det bliver hurtigt tydeligt at Fredes tidligere nære relationer nu næsten er ikke eksisterende. Faktisk er den eneste Frede viser lyst til at lege med Markus, men det er ikke gensidigt.
Lene: ”Kan det være en forsinket reaktion på skilsmissen? Altså, jeg synes jo vi var meget opmærksom på Frede og hans behov i perioden efter, men nu er det jo snart et år siden. Jeg føler mig simpelthen magtesløs når jeg ser hvordan den ellers så livsglade dreng pludselig er så passiv.”
Berit: ”Eller også må det være en reaktion på noget dybereliggende.”

Mulighederne vendes og drejes, og man beslutter at forsøge og få Frede tilbage i fællesskabet, via planlagte gruppeaktiviteter. Samtidig tager man op til overvejelse om det ville være fordelagtigt at starte et intensivt Trin for Trin forløb med Frede, man vil se tiden an i forhold til dette.