Støttekontaktperson

Som 18 åring, var jeg støttekontaktperson ved Randers kommune. Jeg fik tildelt to dreng på 7 og 9 år. Den ene af drengene havde diagnosen ADHD.
Min opgave var at tilbringe lidt tid sammen med drengene, spille foldbold med dem osv.
En forårsdag, hvor vejret ikke rigtig var så godt bestemte jeg mig for at hygge mig lidt med drengene på McDonald’s. Vi fik vores mad og sad og spiste. I starten var det meget hyggeligt, men pludselig begyndte drengen med ADHD at slå på sin bror. Han råbte og skreg. Han log vildt og sparkede, væltede sin mad på bordet osv. I starten var jeg overrasket og ikke helt klar over situationen. Jeg prøvede at berolige ham, men uden held. Han blev så sur og gal at løb ud.
Jeg løb efter ham, men da jeg kom ud kunne jeg ikke finde ham nogen steder. Jeg ledte og ledte mens mit hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere. Jeg var meget bange for at der skulle ske ham noget. Jeg havde forgæves ledt overalt. Jeg kunne ikke forstå, hvor han kunne være løbet hen.
Der løb mange forskellige tanker gennem mit hoved mens jeg ledte og kaldte på ham. Jeg var nervøs. Jeg vidste ikke, hvad han kunne finde på at gøre når han var i den tilstand. Jeg havde aldrig oplevet ham på den måde før. Angsten tog mere og mere tag i mig mens jeg desperat forsøgte at finde ud af hvad jeg skulle gøre.
Jeg viste ikke, hvad jeg skulle gøre. Til sidst bestemte jeg mig for at ringe til kommunen og drengens mor og informere dem om sagen. Jeg aftalte med hans mor, at hun skulle tage hjem fra arbejde og se om drengen kunne være løbet hjem. Ganske rigtigt drengen var derhjemme. I sit raserianfald, havde han smadret ruden i indgangen. Jeg var meget lettet over at høre at drengen var sikkert hjemme og jeg kørte hans bror hjem.
Efter denne episode, var jeg meget rystet. Det gik op for mig, at jeg ikke var klar til så stort et ansvar og jeg bestemte mig for at sige mit job op.