Er du ked af det Frede?

Blæsten ruskede i træerne udenfor på legepladsen, og regnen virkede til aldrig at ville tage en ende. Børnene nød at bruge tid og energi på legepladsen, uanset hvad vejret måtte byde. Frisk luft giver frisk energi, plejede pædagogerne at sige, og det havde de selvfølgelig ret i. Alligevel havde de valgt at bruge denne regnfulde dag nede i kælderen, for netop denne dag var ideel til forberedelse af fastelavn. Sofia, Emilie og Emma havde placeret sig ved et bord, hvor de glædeligt klippede og klistrede til deres fastelavnsris, imens Oliver, Markus og Tobias sørgede for en ellers så kedelig tønde blev farverig og flot at se på. Der var i den grad dømt hygge i "Børnehaven Margueritten". I et hjørne sad en dreng for sig selv. Hans navn var Frede. Frede var en dreng på 5 år med lyst, krøllet hår og fregner. Han elskede at lege. Om det var at spille fodbold med drengene, eller lege med dukker med pigerne, Frede elskede bare at lege. Sådan plejede det at være, men noget havde ændret sig.
Frede havde engang en mor og en far. Det har han sådan set stadigvæk, men da det før havde været mor, far og Frede, var det nu i stedet mor og Frede, far og Frede. Fredes far var flyttet for et lille år siden, og Frede så derfor ikke sin far så tit. Det havde været en hård tid for Fredes mor, hvilket pædagogerne i børnehaven også vidste, og der var derfor også fokus på de nye ændringer i Fredes tilværelse.

Den eftermiddag i kælderen, bemærkede den midaldrende pædagog Lene at Frede atter havde forholdt sig passiv i forhold til de andre børn, og hun undrede sig over hvorfor. Hun havde prøvet at opfordre ham til at deltage sammen med de andre børn eller i stedet hjælpe hende med at lave et fastelavnsris, men Frede havde meldt ud at han ikke havde lyst.

I en pause snakker Lene med pædagogen Berit, om dagens oplevelse med Frede i kælderen.
Lene: ”Jeg havde en frustrerende oplevelse med Frede i dag”
Berit: ”Nå da, hvad så?”
Lene: ”Frede var så stille. Han havde ikke lyst til at lege med de andre, som han plejer, og da jeg spurgte om han så i stedet havde lyst til at hjælpe mig, var han meget afvisende.”
Berit: ”Jeg har faktisk også bemærket at Frede virker anderledes. I går ude på legepladsen stod Frede ved hegnet og kiggede ud på vejen. Jeg spurgte ham, hvad han kiggede efter, men han var ret fjern. En åbenlyst beruset mand kommer gående, snubler og pludselig udbryder Frede: ”Han er nok ked af det”. Jeg spurgte ham hvorfor han dog troede det, men Frede trak på skuldrene og gik hen og gyngede for sig selv.”
Lene: ”Jeg foreslår at vi tager det op på personalemødet i næste uge.”

Den efterfølgende uge var der møde: ”… så er det aftalt. Vi tager i skoven næste uge. Næste punkt på dagsordnen. Lene, vil du fortælle?”
Lene: ”Jeg oplever at Frede isolerer sig og at han ikke leger med de samme børn længere.”
Lene og Berit fortæller om de to hændelser. Praktikanten Morten bryder ind.
Morten: ”Nu hvor I siger det, så havde jeg faktisk også en besynderlig oplevelse med Frede her forleden. Frede og Emma legede far, mor og børn, da Frede pludselig rejste sig og konkluderede at Emma bestemte for meget, og han derfor ikke gad lege med hende mere. Jeg tænkte at det måske bare var en lille kure på tråden, men nu hvor jeg tænker nærmere over det, så mindes jeg ikke at have set de to lege sammen siden.”

Personalet bliver enige om at skabe overblik over situationen ved hjælp af et sociogram. Det bliver hurtigt tydeligt, at Fredes tidligere nære relationer nu næsten er ikke-eksisterende. Faktisk er den eneste Frede viser lyst til at lege med Markus, men det er ikke gensidigt.
Lene: ”Jeg synes, vi var meget opmærksomme på Frede og hans behov i perioden efter hans forældres skilsmisse, men nu er det jo snart et år siden. Jeg føler mig simpelthen magtesløs, når jeg ser hvordan den ellers så livsglade dreng pludselig er så passiv.”
Berit: ”Eller også må det være en reaktion på noget dybereliggende.”
Mulighederne vendes og drejes. For at få Frede tilbage i fællesskabet, planlægger pædagogerne en aktivitet med tre af drengene. Det bliver Oliver og Tobias, som har en tæt relation til hinanden, og selvfølgelig Frede.
Derudover beslutter man at invitere Fredes forældre til et møde, hvor de vil snakke om Fredes ændrede adfærd. Allerede den følgende morgen får Fredes forældre invitationen. Fredes far bliver informeret pr. e-mail, men han melder hurtigt afbud, da han desværre er på forretningsrejse.

Fredag eftermiddag i børnehaven, er det Lene der har lukkevagten. Da Frede stadig ikke er blevet hentet et kvarter efter Margueritten lukker, vælger Lene at ringe til Fredes mor. Da Karen, Fredes mor, tager telefonen kan Lene høre at hun ikke lyder som hun plejer.
Lene: ”Hej Karen, jeg vil bare lige høre om du er på vej?”
Karen: ”Ja ja, selvfølgelig. Jeg kommer nu. Jeg må være faldet i søvn. Det må du sørme undskylde”
Lene: ”Ja, det er i orden. Vi ses.”

I løbet af ingen tid kommer Karen ind af døren. Lene bemærker Karens undvigende blik. Frede sidder inde på stuen og laver puslespil, men trods det at hans mor er kommet efter ham, bliver han siddende.
Lene: ”Du virker som om du ikke er dig selv Karen. Er der noget galt?”
Karen: ”Nej nej, jeg er bare meget presset på arbejdet for tiden.”
Lene: ”Med så meget arbejde, har du da ikke mulighed for at få nogle fridage?”
Karen: ”Vi er underbemandet for tiden, så det kan der ikke være tale om” siger hun imens hun pakker Fredes sager sammen. Hun tager Frede i hånden og bevæger sig mod døren. ”Kom Frede, vi skal hjem.”
Frede løber hurtigt ud til sin cykel for at vente. Lene lægger hånden på Karens arm og siger: ”Du må endelig sige til, hvis jeg kan gøre noget for dig.” Samtidig bemærker Lene, at Karens ånde lugter en anelse af sprit. ”Sig mig, har du drukket?” spørger Lene. Karen benægter. ”Jeg kan da lugte det!” udbryder Lene. ”Jeg har måske fået et enkelt glas vin til frokost, men det er vel ikke unormalt?” siger Karen og forsøger at frembringe et smil. ”For resten ang. det møde på tirsdag, så har jeg ikke mulighed for at komme, nå farvel!” siger Karen og er hurtig ude af døren igen. Lene står tilbage med en tom fornemmelse, og tænker meget på hvordan deres weekend mon bliver.

Søndag eftermiddag er Lene ude og handle, og render tilfældigvis ind i Karen. De hilser, Lene går videre, men når at observere at Karen har vin i kurven. Lene vender sig om, og stiller sig diskret ved siden af Karen. ”Har du forresten fundet ud af hvornår du har tid til det møde? Det er trods alt Frede vi snakker om” spørger hun lavmælt. Karen vælger at overhøre Lenes spørgsmål. Lene: ”Hvorfor er du så afvisende Karen?” Lene fanger Karens øjne i et splitsekund, før Karen slår blikket ned. ”Karen jeg ved, at du ikke har det godt. Jeg kan både se og mærke det på dig. Min mor drak når hun følte tilværelsen var for hård. Hun skjulte det for sine omgivelser, men mig kunne hun ikke narre. Og det kan du heller ikke Karen. Jeg kender alle tegnene og jeg kan se de samme forandringer i Frede, som jeg selv gennemgik, da min mor begyndte at drikke i det skjulte.” Karen blev helt bleg. ”Jeg har ikke et problem. Jeg drikker et glas vin i ny og næ. Det er ikke noget der går ud over Frede. Jeg tror som slet ikke at det er noget han bemærker.” Karen gør tegn til at gå, men Lene lader hende ikke slippe: ”Karen du bliver nød til at erkende at du har et problem, som går ud over Frede. Før du gør det kan tingene ikke blive bedre. Frede er blevet en helt anden dreng, han virker så indelukket. Jeg kan næsten ikke kende ham mere. Vær nu fornuftig og komme til det planlagte møde, så vi kan hjælpe både Frede og dig. Jeg vil gerne hjælpe dig.” Karen vender sig om og går. Lene: ”Karen? Vær nu lidt fornuftig.” Intet svar.

De næste par dage er det Fredes mormor der både afleverer og henter Frede i børnehaven.

Det bliver tirsdag eftermiddag, dagen for det planlagte møde. Berit og Lene havde forberedt sig på mødet, og håbede at de kunne få Fredes mor følelsesmæssigt involveret. De forventede dog ikke at hun ville møde op. Mod al forventning stod Karen pludselig i børnehaven på det aftalte tidspunkt. ”Godt, du kunne komme” siger Lene og rejser sig for at give Karen et kram. Til mødet er Karen tydeligvis berørt af hende og Lenes samtale forleden. Hun forklarer hvordan skilsmissen har taget hårdt på hende, og hvordan situationen ikke blev nemmere af at gå fra kernefamilie til alenemor. Hun forklarer videre, hvordan hun ubevidst var begyndt at drikke for at slippe lidt væk fra hverdagen. Hun var egentlig godt klar over at Frede led under det, men hun magtede ikke at opfylde Fredes behov for samvær. Hun gennemgik selv som barn at hendes forældre blev skilt, og var derfor også klar over at det var en stor mundfuld for et barn. Berit: ”Hvor må det også være svært for Frede at se sin mor så ked af det.” Karen: ”Jeg skammer mig simpelthen. Jeg burde have bedt om hjælp meget før.” Lene: ”Det er rigtig godt at du er kommet så langt, ikke kun for din egen, men også for Fredes skyld.”
Det bliver en ærlig dialog, og der er enighed om at der skal startes et mere intensivt "Trin for Trin" forløb med Frede. Forløbet skal være medvirkede til, at Frede kan få en forståelse af egne følelser, men også andres. Til dette vil man bl.a. benytte sig af rollespil med hånddukker og gøre brug af plancher af personer med forskellige ansigtsudtryk. Det besluttes at lave en mindre gruppe bestående af Frede, og to af hans tidligere gode venner - Markus og Emma. Trin for trin kræver tid og bearbejdning, og det vil derfor blive en længere varende proces.

Frede og Karen er stadig under udvikling, og Trin for Trin har haft en afgørende betydning for den positive udvikling.