torsdag den 24. februar 2011

Trin for trin

I Børnehaven X arbejdes der med "Trin for Trin", derfor har jeg (igår) uarbdejdet et dokument hvori der er nogle oplysninger om hvad "Trin for Trin" er for noget (se nedenfor).
Til vores vejledning i dag, fandt vi ud af at vi bl.a. vil komme ind på dette område (altså "Trin for Trin") i vores fortælling.
___________________________________________

”Trin for Trin”

Materialet ”Trin for Trin” er et materiale som er udviklet, for at give pædagoger og lærer nogle redskaber til at til at hjælpe børn med at udvikle sociale og følelsesmæssige kompetencer. Materialet er for børn i alderen 4-10 år. Programmet er udformet til at kunne bruges i børnehaver, børnehaveklasser, skoler og fritidshjem/SFO’er.

Materialet er udviklet i USA, og er blevet oversat til forskellige sprog (norsk, tysk, litauisk og japansk). Konsulent Lone Gregersen, DPU, har sammen med konsulent Bente Lindhard, Søllerød Kommune, taget initiativ til CESEL - Center for Social og Emotionel Lærling. ”Trin for Trin” var CESEL's første opgave. Det udkom i Danmark i begyndelsen af år 2000. I USA har man forsket i arbejdet med ”Trin for Trin” (Second step), og fundet at ”Second step” mindsker antallet af aggressioner.

”Trin for Trin” materialet er samlet i en kasse, denne indeholder fotoplancher af børn i forskellige situationer (bagpå er der tekst til pædagogen), en manual, musikkassetter, plakater og to dukker/bamser (”Hurtig-hunden” og ”Stop-op-sneglen”). Alt sammen ting, som skal bruges i dialogen om sociale situationer. Arbejdet med ”Trin for Trin” foregår ved dialog og rollespil, på denne måde motiveres børnene til at gå ind i lege og de lærer således færdighederne.

Materialet er inddelt i lektioner, hvilket er defineret i den medfølgende manual. I de forskellige lektioner, snakkes der om de seks grundfølelser (glæde, ked af det, vred, overrasket, bange og afsky/væmmelse) en af gangen.
Arbejdes der med glæde, kunne pædagogen fx finde et foto af en smilende dreng. Børn og voksne vil så snakke om hvordan man kan se at drengen er glad.

”Børn i fire-fem års alderen kan have svært ved at formulere hvilke vanskeligheder, de har. De har ikke abstraktionsevne til at se, hvad der sker. Men børnene mærker at ”Trin for Trin” er noget, de kan bruge. Rollespillene i programmet - når pædagogen fx opridser situationer, som børnene skal leve sig ind i - gør det mindre abstrakt for dem. Børn kan mærke, når noget fungerer eller ikke fungerer for dem. Når de begynder at bruge ordene og handlingerne, som vi giver dem gennem ”Trin for Trin”, kan de mærke, at det virker. De får det demonstreret, øvet og afprøvet. Dermed bliver der en naturlig forstærkning og læring i det” siger Lone Gregersen.

Igennem arbejdet med ”Trin for Trin”, lærer børnene sociale færdigheder, som styrker deres selvværd og motivere børnene til at arbejde for fælles trivsel. Hvilket skal lære børn at fungere sammen. Programmet forebygger også mobning og vold.

”Trin for Trin” lærer børnene:
- Empati
- At mærke og forstå egne følelser
- At kunne aflæse andres følelser.
- Impulskontrol
- Problemløsning, at stoppe op, tænke sig om og vælge den bedste løsning efter at have indkredset problemet og vurderet de mulige måder, det kan løses på.
- Selvkontrol eller håndtering af frustration
- Teknikker til at kunne mestre provokerende situationer.

”Trin for Trin” omfatter to ting, undervisning (iscenesættelse) og opfølgning. Ved iscenesættelsen får børnene ordene, sproget og nogle handlemuligheder foræret. Opfølgning omhandler, at hvis ikke børnene bruger det de har lært, må de voksne hjælpe børnene til at huske det der blev talt om.

Igennem arbejdet med Trin for trin, udvikler børn og voksne således et fælles sprog, som de kan bruge i konfliktsituationer. Det er dermed ikke nok kun at arbejde med ”Trin for Trin” den halve time om ugen, det bør indgå som en del af dagligdagen. I takt med at materialet benyttes, vil pædagogerne leve sig ind i rollespillet og deres færdigheder vil automatiseres. Således bliver de voksne også bedre til at give tilbagemeldinger til børnene. Jo flere i institutionen der bruger det, jo mere vil børnene tage det til sig, og det bliver derved måden man er sammen på, måden hvorpå man taler sammen og måden til at stoppe drilleri. Børnene har fået nogle begreber som de sammen har udviklet, som de derved også bruger når de voksne ikke er tilstede.

Kilder til ovenstående:
http://www.bupl.dk/internet/BoernogUnge.nsf/0/2D6CCD3D4B752526C1256B3D0032F0EF?opendocument
http://www.bupl.dk/internet/boernogunge.nsf/0/88c2e577c1af7606c1256b3d0032f0e4!OpenDocument&Click=

Ingen kommentarer:

Send en kommentar