Tillid

Hun trådte ind klasselokalet, hvor de vigtigste år af hendes folkeskole skulle tilbringes. Et klasselokale der egentlig i sig selv lignede det hun havde været vant til. Kvadratisk med en snert af fordærvede madpakker, og en støvdunst af kridt. Stirrende øjne, hvisken og pegende fingre. Følte hun sig ikke allerede som en kejtet teenager, så kom hun ihvertfald til det. "Det er så Nanna, som skal starte hos os i dag. Og I sørger selvfølgelig for hun kommer til at føle sig tilpas her, ikke sandt?" lød den skeptiske præsentation fra skolens inspektør og kastede dermed den nye elev for løverne, og forsvandt selv hurtigt ud af buret. Og der stod hun så alene tilbage; med sine svedige håndflader og med et hjerte der bankede så hurtigt, at det til tider føltes som om det ville hoppe ud af hendes brystkasse. "Du sætter dig bare bagerst" påpegede klasselæreren, og nikkede mod den tomme plads. Og det gjorde hun så.

Det blev mandag, det blev tirsdag, det blev onsdag...

Det at skulle starte et helt nyt kapitel gav hende stadigvæk kuldegysninger langt ned af ryggen, og hun havde svært ved at skulle føle tryg ved en ny skole, nye klassekammerater og oveni også skulle sige farvel til barndommen. Tit følte hun sig så usikker, at hun overbeviste sig selv om at hun måtte være frygtelig syg, og derfor heller måtte blive i sengen. Det kunne jo smitte, havde hun forklaret overfor sine undrende forældre. Så hun blev under dynen, og lod trygheden omfavne hende. Men det kunne jo ikke fortsætte. Før eller siden måtte hun jo igen begive sig til løvernes bur og mærke hvordan deres glubske øjne langsomt åd hende.

"Jeg har lige et spørgeskema I skal udfylde, ikke noget formelt, bare for at se hvordan vi i klassen har det med hinanden", sagde læreren og begyndte at dele papirerne ud iblandt eleverne, "... og det er selvfølgelig anonymt, så svar så ærligt som muligt". Og det gjorde de så, helt uden at protestere.

Optakten til forældre-samtalen havde egentlig ikke rørt hende, men da hun sad der imellem sine forældre overfor læreren, begyndte nervøsiteten at bevæge sig igennem kroppen. Ville der være ris, eller ros? "Ja, Nanna. Vi svarede jo for nylig på disse spørgeskemaer" konkluderede læreren inden hun igen fortsatte, "... hvor du, Nanna, svarede at du til tider pjækker." Man ville kunne have hørt en nål falde på gulvet, så intens en stilhed var der i det lille klasselokale, der ellers var vant til at rumme støj på det højeste niveau. Hun kiggede på læreren, som sad og lignede en der var mere spændt end bekymret for hvad grunden kunne være. Hvor er du ussel, tænkte hun for sig selv, men valgte at forblive tavs. Helt tavs.